Payback time

Hvordan føles det at blive 60 år?

Hvordan føles det at blive 60 år?.

A walk in the color jungle

A walk in the color jungle.

A walk in the color jungle

keld-portrait22.jpg

Fede tider i Århus og Frøstrup lejren

Sommeren 1970 startede Lasse og jeg vores knallerter og kørte mod Frøstruplejren også kaldet Thy lejren. Men der var en forhistorie til den tur og den startede midt i 60erne i Århus.

Jeg startede på forskolen til typograf på teknisk skole i Nørre Alle i 1966. Jeg husker at vi alle forventningsfulde troppede op på den store indgangstrappe. Så kom Ole på sin Puch drønede og gjorde en imponerende entrè. Vi blev straks venner selvom han var hjemmeværnsmand og jeg ræve-rød kommunist. Nå det med Oles hjemmeværnsmanerer stak ikke så dybt. Han bad senere om at få nogle DKP plakater. Dem tapeserede han hjemmeværnslokalet med og så var han meldt ud.

Da forskolen var slut mødtes vi først året efter i Herning og da var der sket noget. Ungdomsoprøret, musikken og hashen var kommet til Danmark.

Der var begyndt at ske noget i Århus. Min kammerat Lasse og jeg havde hørte om nogle ”provoer” som lavede happenings ved Agnete og Havmanden ved Rådhuset og vi tog derned. De havde forlagt deres happening til Strøget og stod og strøg folks slips. En fik strøget sine 10 styk Cecil og de var ret flade og brændte så han var ret sur. Der var en Provo-leder ved navn Max Nørup som førte an i løjerne. Senere gik vi op i Rådhus parken hvor der sad en del langhårede hippi-typer og trommede på bongo trommer og røg lidt hash. Og mange søde piger som flokkedes om en fyr som vigtede sig. Han blev kald Mulle – han hed måske Mogens – og han var ret små-filosofisk anlagt. Vi fik ikke smagt hash denne gang – det skete for mit vedkommende først da min ven Peter, hvis far var leder af Kunstakademiet i Mejlgade, kom med en lille klump som han havde fået af en af kunstnerne fra akademiet. Senere var vi til fest på akademiet og i de små lokaler var der en karakteristisk duft af cannabis. Lasse kom osende på en pibe. Han kunne ikke blive skæv og havde derfor lavet en kraftig blanding. Peter og jeg fik lige to sug og stenede men Lasse dampede lystigt videre. Senere har han sagt at han blev skæv – han vidste bare ikke hvad det vil sige…

Jeg dyrkede mest Peter. Vi gik i byen og rundede natbageren i Grønnegade. Tog rundstykker med hjem til Peter og hørte Beatles resten af natten. I selskab med kaffe og grøn Cecil.

Lasse og jeg og en fælles ven Bent begyndte at komme i Boom i Frederiksgade. Her spillede en masse live bands. Vi hørte Pink Floyd på den lille scene. De lavede et lysbilledefarveshow med psykedeliske farver. To glasplader med farve imellem. Varmen fik det til at bevæge sig. Og psykedelisk musik. Bent havde en lille klump med og vi fik en fed oplevelse. Hørte også Yardbirds med Jimmi Page. Han spillede med bue på sin stratocaster og det var magisk. Og Pretty Things – et fedt britisk R&B bluesband med ”Roadrunner” og den fede intro ned af brættet. Det var i en hal ude ved Friheden. Og Nice med Emmerson på orgel også i Boom. Fantastisk.

Senere rykkede musikscenen til Stakladen og her kom Country Joe & The Fish, med en  fantastisk singleguitarist og  Rory Gallagher fra Taste. Fuld skrue på blues og rock. Og Alrune Rod. Hvor alle sad og stenede på gulvet. Der blev ikke drukket mange Ceres øl de år.

På en flad mark i Århus Nord havde Bertel sat et telt op og solgte hash. Han fik senere kontakt til en Herbert i Hamburg og gik i kiloklassen og fik fed amerikaner bil og motorcykel. Han lastede bilen med hash i 1970 og satte kursen mod Frøslev-lejren. Han havde en ven med og de har nok kullet en fed før de dampede af fra Århus. Hvorom alting er så kørte de galt og Bertel blev dræbt. Vennen havde åndsnærværelse til at grave hashen ned før politiet kom. Det fik han ikke glæde af for Bertels far var en skrap gut som fandt Bertels kontaktnet og skyldnere. Og så blev der krævet ind med et par muskelbundter. Vi var begyndt at komme hos en anden Peter i Nørregade. Han havde to små værelser ved siden af sin mors lejlighed. Der sad vi i det inderste og hørte Stones mens Peter pushede fra fordøren i det andet værelse. Peters mor benægtede altid at ”hendes lille Peter” var pusher overfor os. Men en dag kom  politiet og ransagede hans værelser men de fandt intet. Peters mor havde fjernet det. Man er vel en mor og Peter var så forkælet så han fik hashen tilbage igen.

Der var i hele taget mangel på opholdsteder for den stigende flok af flippere i byen. Men der opstod hele tiden nye steder. I en baggård i Nørregade var der en hashklub som viste film. Lige ved siden af boede Tømrer Claus mener jeg. Vi kunne høre ham spille på sin elektriske guitar på sit kvistværelse. I forbindelse med hashen kom der også LSD til byen. Under eksotiske navne som ”Purple haze”. Det var et stof man skulle være varsom med. Det var 100 gange stærkere end hash mht. den halluciogene virkning. Flere og flere i min omgangskreds tog det og de tog tilsyneladende ikke skade så en dag vovede jeg at prøve noget som var dryppet på trækpapir. Jeg havde sikret mig at jeg var sammen med venner som ikke tog det hvis jeg skulle få brug for hjælp. Men det var riski businness men sådan var tiden. Vi var ret sorgløse og uerfarne og nysgerrige og helvedes ligeglade.

Det gik nu ret godt alligevel. Jeg er stammer og var ret plaget af den talelidelse men mirakuløst forsvandt min stammen under hele seancen som varede 8-10 timer. Det gav faktisk et kick til at jeg kunne overvinde den talehæmning. Trippet var også et tale-trip så jeg fik talt mig hæs og for de andre var det ret anstrengende tror jeg. Forsøg på at dæmpe mig via hash mislykkedes. Det kunne jeg slet ikke mærke.

Hvad der for mig var ret fascinerende var den transendentale tilstand jeg kom i. Musik blev til farver og omvendt og jeg kunne kommunikere uden ord bare ved et blik. Senerehen har jeg opdaget at jeg kan spotte andre som har prøvet det rent instinktivt i kommunikationen og de kan spotte mig. Det var en oplevelse for de indviede. Men andre tog det bare som lørdags drug og var ret upåvirkede og ikke filosofiske så det er en ret individuel oplevelse. Jeg var ændret efter den oplevelse og det gik op for mig at stoffet var bevidsthedsændrende og man kunne ikke sige til hvilken side det ville gå. Så der er ikke et stof man kan holde til at tage i længden. Der gik også et par typer rundt i byen ”som ikke kom ned igen” fordi de tog for meget eller for store doser. Mange røg på Risskov statshospital med psykoser. Det var vildt at eksperimentere med sin psyke på den måde.

Der var også en del aktivitet i byen for at få et ungdomshus. En initiativgruppe havde indkaldte til demonstration på Rådhuspladsen. Pludselig kom politiet og opløste demonstrationen som ikke var anmeldt. Politiet jagtede så os ned af sidegaderne. Jeg så politiet løbe en op og sige ”Det er Max Nørup – provo-lederen” og så fik han prygl. Jeg spænede tilbage til Rådhuspladsen. Her samledes vi igen og politiet kom tilbage. Jeg stod sammen med min hippiven Peter Bo fra DKU og så fik jeg en ide. ”Vi søger ly i Vor Frue Kirke” skreg jeg og den ide fangede folk og vi bevægede os ned til åen. Ved broen til åen stod en betjent med en hund på hver side af broen. Vi skulle passere for at komme til kirken. Med bævende hjerter gik vi forbi og fik lov til det. Vi strømmede ind i Vor Frue Kirke og ned i stenkrypten som er den ældste del af kirken fra vikingetiden. Præsten kom og gav os lov til at blive. Politiet stod med hunde udenfor kirken og flipperne strømmede til. Vi blev der hele natten og der kom musik til og der blev røget en del piber. Udenfor arresterede politiet lidt vilkårligt folk men de kom ikke ind i kirken. Vi var fredhellige.

Næste dag kom der besked om at vi havde fået en rømmet saneringsmoden ejendom i Telefonsmøgen og et par dunke petroleum nu vinteren var på vej. Men vi havde forlangt at få midler til at drive en klub, få lægehjælp fra narkonedtrapningsinstitutionen i byen osv. Der var begyndt at vise sig alvorlige sociale problemer i forbindelse med stofkulturen i Århus. Men vi fik intet. Narkopolitiet intensiverede jagten på hash men ignorerede de hårde stoffer som nu kom frem.  I flere måneder var der ingen hash at få og de hårde stoffer blev introduceret til mange nye. Ungdomshuset forsumpede totalt. Aktivisterne forlod skuden og så lukkede politiet den. Dermed havde man bevist at de unge ikke var voksne nok til at stå for deres eget hus. Det må have være i 1969 tror jeg. Men der var stadigvæk træffesteder i Mølleparken hvor vi ofte mødte ”Bette Pusher”, som senere blev punkeren Jan Jet.

I 1967 kom jeg på skole i Herning. Jeg havde taget Politisk økonomi og SUKb historie med men jeg fik ikke læst ret meget. Kun Engels ”privatejendommens oprindelse”. Herning var virklig provins men der var da et diskotek udenfor byen og Ole og jeg fandt sammen i en lille rygeklub. De andre kom fra Silkeborg, Sevel og andre små provinshuller og de var virkelig benovet over os storby flippere. I 1968 eller 1969 kom vi til Odense og der var der mere gang i den. Vi boede i kælderetagen i en stor patriciervilla tilhørende Provinsens bogtrykkerforening og i stuen og overetagen boede  forstanderparret. Ordensreglerne var fra 50erne. Vi skulle være hjemme kl. 22 og ingen musik på værelserne. Men vi holdt bare kældervinduerne åbne og kravlede ind. Det gik ud over blomsterbedene. Forstanderen flippede ud og konfiskerede vores transisterradioer. Så lavede vi oprør og forlangte ændringer. Vi hentede forstanderen ned og satte ham i en stol i midten. Jeg  foreslog en aftale hvor den der kom sidst hjem smækkede døren. Forstanderen var skæpperæd til min overraskelse og indvilligede. Det gik fint indtil jeg en nat ikke kom hjem fordi jeg fandt en sød pige og døren blev ikke smækket. Men det var to dage før hjemrejse så det…

I 1970 lavede vi svendeprøve i Århus på teknisk skole i Nørregade. Pusher Peter boede længere nede af gaden så ham besøgte vi i frokostpausen. Dejligt afslappede stod vi så om eftermiddagen og satte typer sammen fra sættekassen mens tankerne drog på langfart. Svendeprøven gik fint selvom mit skemaarbejde drillede – jeg havde aldrig lært det på min læreplads som mest lavede ugeaviser. Men Ole var dygtig og hjalp mig. Jeg gik op i kantinen og drak en cola og da jeg kom tilbage var alt i orden.

Og så blev det sommerferie. Og min læretid sluttede i oktober. Den sommerferie tog vi til Frøstrup lejren.

Frøstrup-lejren

Lasse og jeg tog af sted. Han havde en VeloSolex og jeg en Diesella knallert. Vi havde set Easy Rider filmen og stakkede sovepose, telt og baggage op bag så vi fik et rygstød og så drog Århus Easy Rider ud af Viborgvej. Vi gjorde holdt under et træ da det regnede og fik en pibe og så ellers roligt derudaf. Vi kørte mod Viborg. Nåede Viborg og aftalte at vi skulle køre mod Durup hvor Lasses onkel havde et sommerhus – en ombygget togvogn – ude i mosen., Lasse vidste hvor nøglen var. Vi provianterede i Viborg og købte b.la en flaske vin. På vej mod Durup løb Lasses Velo tør for benzin da den havde en lille tank. Jeg havde mere benzin men hvordan fik vi det tappet? Vinen blev drukket og benzinen omladet og videre af de mørke markveje. Da vi nåede frem var der lys i hele togvognen og indenfor sad Lasses familie fra det nordjydske og fik kaffe og blødt brød. Vi måtte forklare at vi var på vej mod Frøstrup lejren. Nåe og de kikkede på det lange hår vi havde og det var klart at Lasse var familiens sorte får. Nå men de var da flinke og da de gik kunne vi gå til ro. Jeg aftalte med Lasse at jeg ville gå ud og tisse og han skulle komme og vi skulle have en godnatter. Men da vi skred ud af døren sagde onklen tørt ”nå skal I ud og ryge det der hersens hash?”.

Næste dag gik vi i mosen med et barnebarn af onklen. Han ville vise os en hugorm med unger. Død forståes. Jeg hader hugorme også de døde så han morede sig med at svinge den med en pind forbi mit ansigt. Det morede ham at byboerne var så bange.

Vi fortsatte turen over på Mors og kørte i et skønt vejr i et bakket landskab. Pludselig hørte vi en karakteristisk motorlyd bag os og forbi drønede en Harley Davidsson helt i krom og med en gammel mand med læderhjelm og store motorbriller forbi os. Vi hujede som gale. Vi kørte op til nordspidsen af Mors – et fantastisk smukt landskab og kørte over til hovedlandet igen. Straks vi kom derover begyndte vi at se drivende flokke af langhårede på vej til stranden eller andre steder hen. Vi nærmede os Frøslev lejren.

Der var et lille hus af sten eller gasbeton ved indgangen og jeg husker ikke om vi betalte entre. Det gjorde vi nok. Huset var også et træffested med sedler og post. Så kørte vi ind for at finde et sted til mit telt og finde nogle Århus venner. Vi fandt et sted og nogle venner b.la. Kristian Sloth som var med i kredsen hos Pusher Peter.

Vi rejste mit familietelt men det var ret laset og ikke ret stort så vi gik på jagt og fandt et par store granrafter og rejste en tippie. Mit telt blev ofret som sejldug og vi fik et fedt telt. Så gik vi ud og så os om. Der var en del store soldaterertelte som blev brugt som mad og spisesteder. Dans Te-telt hvor man kunne få afskyelig te og købe håndrullede joint eller hash-kager. Fællespisningstelte hvor maden var gratis eller man betalte efter evne. Et øl-telt ved lejrens indgang hvor Hirtshals fiskerne sad og drak og kikkede på hippi piger. En fuld fisker klappede en hippi pige bagi og fik en lussing. Han ville slås og han venner måske også. Jeg sad ved siden af dem og ville dampe af men min sidemand var snu. Han rakte fiskeren sin pibe og sagde ”prøve?” Er det hash. Et bekræftende nik og fiskeren sugede til. Han vidste jo ikke man skulle dele så han tømte piben og faldt i søvn. Så var den klaret. Provo Knud dansede sanseløs rundt og spillede på sin fløjte. Han havde en redningsvest på med jødestjerne i den ene side og halvmåne i den anden side. Kjortel som ikke dækkede kønsdelene og han sprang rundt så det hele dinglede. Og han var rimelig beskidt at se på men med et uforklarligt lys i sine øjne. De sagde han havde taget et 8-dobbelt syretrip og aldrig kom ned igen. Han sagde noget meget højtravende volapyk til mig med et smil og jeg sagde at det troede jeg ikke på. Det er i orden sagde han med et smil. Love and peace. Efter Thy –lejren tog Provo Knud hjem til Christianshavn og endte med at myrde sin ven pga sindsyge. Han havnede på psyk og er der måske stadigvæk. Gasolin – som spillede i Thy Lejren – skrev en sang om ham.

Vi diskuterede på hovedscenen alt muligt utopisk. Ret svært for en marxist som mig  at sluge. Utroligt meget maskinstormeri og sværmeri. Hvad skulle vi bruge maskiner til?  Lang debat  om det indtil Henning Prins – en af hovedarrangørern fra Det Nye Samfund – dukkede op med sin evindelige øl og drog en kapselåbner frem. ”Dette er en maskine ” sagde han og knappede op. Skål og den debat var afsluttet. Og så blev der bongo trommet i timevis.

Og der kom en præst og holdt gudstjeneste og vi diskuterede på livet løs. Karl Eskelund – forfatteren og Niels Ufer fra Information diskuterede.

Og vi sad i vores tippie og flippede. Jeg droppede mit andet trip og var sammen med nogle fremmede mennesker. Mest en sød pige som var sammen med ham den anden søde hippi. Det var ikke let og jeg forsøgte hele tiden at lægge min e følelser frem men blev afbrudt. Sig ikke mere vi forstår. Teltdugen blafrede som i en orkan og det var som om lyden udefra var en film kørt bagfra. Senere viste det sig at biografteltet ved siden af havde vist en film – dog ikke bagfra. Det blev en  lang sensi box nat og om morgenen følte jeg mig som genfødt og gik ud af teltet. Og netop da ankom min bror og hans ven på MZ motorcykel. Jeg lånte den straks og kørte en vild tur på vejene udenfor lejren. Det var ubeskrivelig fedt. Senere gik jeg en tur ud til et mere øde sted hvor nogle arkitekter havde bygget et kravlestillads. Der mødte jeg lejrens uniformerede post og en munk i kutte. De sagde til mig ”har du mødt Jesus” og jeg svarede ”han red den vej”. Der var virkelig noget surrealistisk Dylan over det. But you don`t know whats going on – do you mister Jones.

Nå vi var der i 2 uger måske tre uger tror jeg. Rejste før Hjardemål kirkestorm. Hjem til Århus og de sidste måneder i lære. Rejste hurtigt på højskole nær København sammen med Lasse. Fandt en pige i København og blev der. Fandt en bolig i Masnedøgade – Østerbro – et fhv. kultmusiksted, som nu stod tomt. Senere Prinsessegade overfor Christiania. Var med på dagen da det blev besat. Flyttede i slumstormerbolig i Tømrergade – Nørrebro og blev slumstormer.

Gik ind i Huset i Magstræde og så Musik og Lys og Ying og Yang mad. Hele Frøslevlejrens brogede liv var flyttet ind i Huset i Magstræde. Jeg var atter tilbage i flipper land.

En gang rebel – altid rebel

 

 

Erindringer om min tid i DKU-DKP 1963-1990

 

Min baggrund

Min far var og er DKPer . Han var medlem af partiet i mange år.  Han var præget af sin far – min farfar, som holdt Land og Folk men aldrig var medlem af partiet. Ikke mig bekendt men jeg kan tage fejl. Han stemte dog altid på partiet.  Min farfar var arbejdsmand og min far faglært maskinarbejder. Min farfar boede på Frederiksbjerg i en lille to-værelses lejlighed. Min far havde to mindre søskende. En lillebror og en lillesøster. Min farmor døde før jeg lærte hende at kende. De sidste år af hendes liv var hun på hospitalet. Jeg mener de sagde hun havde ”dårlige nerver” men det var ikke noget man snakkede om eller kendte særlig meget til dengang. Min farfar skilte sig noget ud fra sine brødre. Istedetfor at gå ud og more sig holdt han af at læse. Sad tit på Hovedbiblioteket og læste. Han var også arbejder, hvor mange af de andre tilhørte et småborgerskab, som gerne ville være mere end de var – Der var også pjalteproletariske elementer i familien og en del drukkenskab. En var værtshusholder med flere værtshuse på Frederiksbjerg. Dem drak han stort set op. Ellers små-funktionærer. Der var åbentlyse nazistiske sympatier i den del af familien. Min farfar kunne jo have svært ved at være i stue med mange af dem. Så han holdt sig for sig selv og sine bøger.  Der blev dyrket lidt sport blandt dem. Arbejdersporten hed græsk-romersk brydning. En sport jeg selv som dreng dyrkede. Der fortælles at da en af min farfars brødre rømmede som soldat omkring 1. verdenskrig, hentede politiet ham hos hans forældre. De blev lagt ned. Da de senere mødte talstærkt op blev de mødt af ham og hans venner i gaden og det kom til et mindre slag. Men de fik ham da til sidst.  Sådanne familielegender har været med til at forme mit oprørske sind.

Min mor var ikke engageret politisk men kom fra en arbejderfamilie, hvor faderen var arbejdsmand.

Mormor vaskede trapper og gjorde rent hos borgerskabet når hun ikke passede de tretten børn de fik. Syv søstre og seks brødre. Allerede før konfirmationen kom hun ud at tjene og forestod på et gartneri vaskeri af arbejdstøj for folkene og madlavning. Hun knoklede livet igennem. Hun havde en stærk retfærdighedssans og var hele livet igennem socialdemokrat. Jeg mener oven i købet at hun var medlem.

 Min morfar og min farfar var en overgang kommunalt ansatte og arbejdede sammen ved nogle af kommunens anlægsarbejder b.la. på at anlægge Vesterbro Torv. Det var i 30erne. Arbejdsformanden, som var ingeniør inspicerede af og til arbejdet iført ridestøvler og ridebukser. En dag kom min far forbi mens de arbejdede. Han var lige blevet forlovet med min mor og blev præsenteret for min farfars og morfars arbejdskammerater. Som sædvane ville min far give en omgang øl. Min morfar tilrådede at man også købte en øl til ”ridefogeden” men det ville min far ikke. Da ridefogeden så at der blev drukket øl uden at han fik blandede han sig og spurgte hvad anledningen var. Han fik forlovelsen forklaret og han kom med nogle nedsættende ord ”Nå ligger du og rider med Ottos datter? ” Det var jo en klar provokation og ridefogeden fik et par lussinger af min far. Min morfar søgte at bremse min far men min farfar fik ham fra det. ”Det klarer de unge mennesker selv”. Så var forskellen linet op mellem den socialdemokratiske del af familien og den kommunistiske del. Vi kommunister fandt os ikke i at blive truet på liv, ære eller helbred. Som ung var min far kendt som slagsbror. Han var hidsig og næverne sad løst. Som ung havde min farfar vistnok været ligeså. Det har jeg nu ikke arvet selvom jeg engang måtte love lærlingen på min læreplads øretæver, hvis han ikke stoppede sine mopperier. Han var i øvrigt DSUer. Det var nok med truslen.

 Min mormor, kom ligesom min morfar fra landet og indtil byen. De bosatte sig i en af de nye forstæder til Århus. Lige ovenover bakken fra byporten. Det nye kvarter hed Christiansbjerg og var et rent arbejderkvarter. Det var et rent Klondyke af sammenflikkede huse. Min morfar fik dog bygget et pænt murstenshus og hvad der glædede ham endnu mere var haven hvor han dyrkede grønsager og holdt høns. Han var og blev en bondekarl.

Min mor fik ingen uddannelse men kom ud og arbejde som ufaglært kvinde, som resten af hendes søstre. Hun arbejdede som ung bl.a  på Emballagefabrikken. Efter hun blev gift med min far og fik os tre børn, arbejdede hun en lang årrække som ufaglært syerske mest med at reparere gamle sække på akkord. Hun var hos Århus Sækkeleje Kompagni.  Mange af hendes brøde fik en uddannelse indenfor byggeriet som f.eks murer. De kunne alle godt lide at diskutere og var socialdemokratisk sindede selvom min far af og til fik nogle af dem til at holde Land og Folk og give til partiets indsamlinger. Det holdt dog aldrig til egentlige indmeldelser.

Mormor og farmors hus på Brendstrupvej var et samlingssted om søndagen og her fik jeg mange politiske diskussioner som dreng – om det at være kommunist – for allerede før konfirmationsalderen var jeg overbevist kommunist – godt præget af min far.

Som min farfar læste min far meget – og gør det stadigvæk – men hans noget iltre temperament og den kolde krigs atmosfære betød at mange diskussioner med min mors familie ofte under et drikkelag, endte i skænderier. Min mors brødre syntes heller ikke at min far skulle føle sig klogere end andre.  Tilsidst forbød konerne til mændene at der blev snakket politik når de mødtes, fordi de betød ufordragelighed. Men den diskussion kunne ligesom ikke undertrykkes og specielt fik jeg fripas til at diskutere fordi alle diskuterede så pænt med mig.

 Min fars politiske skoling var ikke særlig teoretisk. Hans politiske holdning var mere et følelsesmæssig udtryk for hans bevidste klassetilhørsforhold. Klassehadet var for ham fundamentalt og gik godt i tråd med tidens herskende stalinisme indenfor partiet. Man måtte være hård og ubarmhjertig for det var klassefjenden. Hans politiske opdragelse af mig og min bror bestod ofte i at han karakteriserede personer og begivenheder i fjernsynet, som lige var kommet frem dengang.

 

Skoletiden

Ellers diskuterede jeg ofte med mine klassekammerater, hvis man kan kalde det for en diskussion. Ofte stod der en flok på 3-4 stykker rundt om mig og bombarderede mig med spørgsmål og tilråb. Jeg skulle så svare lynhurtigt og vise min politiske overlegenhed. Det gav en god træning selvom jeg var voldsomt handicappet af min stammen. Klassekammerater giver hinanden øgenavne og det var oplagt at finde et mobbenavn til min stammen men mit øgenavn var ”Krusse” og ”Komo”. At være kommunist-unge under den kolde krig var et værre handicap end en talefejl. Men jeg var stolt over det.

Mere fornuftige diskussioner fik jeg med min  klasselærer og min orienteringslærer. Min klasselærer var et fint humanistisk menneske med rod i højskolebevægelsen. Han var vel nærmest Radikal Venstre eller socialdemokrat selvom jeg ikke tror han som sådan engagerede sig politisk – det var mere pædagogisk. Han sympatiserede med min drengede retfærdighedssans ”krig mod paladserne og fred i hytterne” citerede han og ansporede mig til at studere videre. Han hjalp mig også i mange samtaler om de problematiske forhold i mit barndomshjem. Han blev min reservefar. Min orienteringslærer var fhv. arbejder der via seminariet havde uddannet sig til skolelærer. Han var lidt stolt over at jeg scorede topkarakter i Orientering når jeg skrev opgaver om den russiske revolution, Vietnamkrigen m.v. Men han advarede mig lidt mod at blive for ensidig. Jeg klippede jo lystigt ud fra de blade DKP som Dansk-sovjettisk forening udgav med farvestrålende billeder af traktorpiger. I 7 klasse skulle vi deles i en boglig og en faglig linje. På trods af min klasselærers opfordring til mig om at læse videre, ville han ikke anbefale mig at komme i den boglige linje. Han mente jeg havde evnerne men at det ville blive for hårdt for mig. Med min familiemæssige baggrund ville han ikke risikere et nederlag til mig. Jeg er stammer og har stammet måske lige siden jeg lærte at tale og det er udpræget en nervøs lidelse. Min klasselærer ville beskytte mig men jeg syntes det var uretfærdigt og ikke mindst min far syntes det var uretfærdigt. Så min far opsøgte Robert Satori, som var kommunistisk byrådsmedlem og boede tæt på os. Her fik han gode råd men Robert kunne jo ikke blande sig. Ikke en eneste fra min klasse blev indstillet til den boglige linje. Min far klagede og jeg gik til en prøve test som jeg imidlertidig ikke bestod. Flere af de andre i klassen, hvis forældre gerne så dem i den boglige linje, affandt sig med det. Men en, hvis far var forretningsmand, gik til rektor og så startede hans søn i de boglige. Men det havde han slet ikke evnerne til og dumpede og blev sat i privatskole. Sådan opdagede jeg at en forretningsmand har mere at sige end en arbejdsmand overfor rektor, som var hjemmeværnsmand.  Nå men jeg fortsatte i 8-9 klasse sammen med min gamle klasselærer og det gik jo også fint. Jeg sluttede i toppen af klassen.  Især i skriftlige fag dansk og historie. Jeg havde, måske som kompensation for min stammen, udviklet mine skriftlige færdigheder og formulerede mig godt. Især i historie var jeg velbevandret, som kommunister ofte er, og det gav visse fordele. Mine kammerater interesserede sig mest for sport og var derfor ret uinteresseret når historielæren fortalte eller overhørte os. Tit spurgte han om nogle ville høres og så kikkede alle forventningsfuldt på mig. Jeg meldte mig og så var den time reddet. Så der fik jeg både anerkendelse og venner på den bekostning. En af mine klassekammerater som havde høj sportslig prestige i fodbold og som også var ferm til at score piger, kom til mig og sagde: Du er god til historie og jeg er god til fodbold. Så der er noget vi begge er gode til. Vi er lige gode på hver sin måde. Så sluttede vi venskab. Mange år senere spurgte han mig om jeg stadigvæk var kommunist og da jeg bekræftigede det var han godt tilfreds. Han sagde jeg havde lært ham meget dengang vi gik i skole – at det var med til at gøre ham venstreorienteret. Sådan en anerkendelse kommer ofte mange år senere.

Jeg gik ud af skolen og arbejdede en tid som arbejdsdreng ved det metalarbejderfirma, som min far var ansat ved.  Af min fars læredreng købte jeg en boret knallert og vi hang ud ved skoven og stranden for at få fat i pigerne. Samtidig kom jeg  også i DKP og DKU.

Men jeg skulle jo i lære. Da min far mente mine hænder var skruet forkert sammen og mit hoved ikke fejlede noget mente han at jeg skulle blive typograf. Jeg formulerede mig jo godt og stavede fint.  Det havde vist altid været min fars drøm at blive typograf men i hans ungdom var det svært men sønnen…

Typograferne tjener godt og har en stærk rød fagforening sagde han. Jeg søgte læreplads og fik det hos Åbyhøj Bogtrykkeri i 1966. Mere om det senere. Tilbage til min entre i DKU.

 

Indmeldelse i DKU

Dagen efter at jeg blev 14 år den 15 oktober 1963 gik jeg ned på partikontoret i Mejlgade 80 og blev medlem af DKU. De spurgte i sjov hvorfor jeg ventede en hel dag med at melde mig ind. Partiet var ikke ret stort og led under partisplittelsen et par år før. Da Aksel Larsen, partiets daværende formand, blev ekskluderet og dannede Socialistisk Folkeparti. SF fik succes men for DKP var det starten på ørkenvandringen, som prægede partiet 60erne igennem. I min mors familie var en søster flyttet til Ålborg og havde giftet sig med en SFer som var bestyrelsesmedlem i Arbejdsmændenes fagforening. Han havde været kommunist men gik sammen med Aksel Larsen. Jeg traf ham ved en af familiefesterne. Min far præsenterede ham sådan her ”Her skal du møde en rigtig renegat  – en klasseforræder”. Overbærenhed kunne man have overfor dem der ikke vidste bedre f.eks. mine socialdemokratiske onkler men en der havde været medlem kunne man ikke tilgive. Vel egentlig typisk for det betændte utilgivelige forhold der var mellem DKPere og ex-DKPere. Det er vel et af sekterismens mest intolerante træk. Ateister er til at have med at gøre men kættere – de skal brændes.

I DKP i Mejlgade var man stadigvæk mærket af Ungarn krisen. Døren til partilokalet var stadigvæk mærket efter den håndgranat, som en højreorienteret havde kastet ind af døren under den stærke anti-kommunistiske hetz under Ungarn krisen. Partiet havde en håndfuld maskin og bygningshåndværkere, som til stadighed kunne indkaldes og sikre lokalerne. Det var nogle stærke typer. I hele taget følte vi os under angreb – det var os og de andre.

Mange af de kammerater fra partiet, som blev tilbage i partiet havde også været modstandmænd under krigen og det prægede dem. De havde været parat til at ofre alt og mange af deres venner og en del af dem selv, havde siddet i kz-lejre og mange vendte ikke hjem igen. Efter krigen voksede DKP eksplosivt men efter et par år svandt det ind igen pga. den kolde krig.  Det gav anledning til en del overvejelser over dem der holdt stand og dem der var medløbere.

Der var historier om medlemmer som smed partibogen pga. Ungarn og fortrød det for senere at melde sig ind igen. Hvortil partiets kasser Erik Sørensen tørt bemærkede at ”partiet er ikke en sporvogn man bare hopper af og på”.

Mange af partikammeraterne var jævnaldrende med min far og flere af dem fik jeg et godt forhold til. Ikke egentlig faderligt men de virkede opdragende på mig og de anerkendte mig også fordi de kendte min familie og vidste at det ikke altid var nemt derhjemme. Kommunistiske familier var ofte præget af at faderen var meget aktiv og ofte ikke hjemme. Så de faderlige følelser kunne så få afløb overfor de unge DKUere – sønner og døtre af deres kammerater. Jeg følte mig godt tilpas sammen med DKPerne. Vi kæmpede for et bedre socialistisk samfund – vi havde en ærefuld rolle i modstandskampen. Vi var af en særlig støbning.

Da jeg meldte mig ind i DKU i 1963 var der ikke ret mange DKUere.  Til den første generalforsamling var vi vel blot en 8-10 mennesker. Lige nok til en bestyrelse og jeg blev valgt som kontingentopkræver. Da jeg så regnskabet kunne jeg se at flere skyldte for flere år.  Jeg lavede så en liste og delte ud til de enkelte i de forskellige bydele så de kunne opkræve. Men den havde jeg vist misforstået. Meningen var at jeg alene skulle stå for dette utaknemmelige arbejde. Da jeg gav formanden for DKU listen med hans kærestes navn til opkrævning –rev han den i stykker. Hun skyldte for flere år og han havde nok ret i at de penge kunne vi godt afskrive. Men for mig var det ret nedslående at det organisatorisk flød så meget og at man stod lidt Palle alene i verden med det. Jeg husker at jeg deltog i en studiekreds, hvor en DKU akademiker, bror til en anden kendt DKUer Thomas Kruse – skolede os i marxisme. Han meddelte at der ikke, som ofte påstået kun  var to klasser. Kapitalistklassen og arbejderklassen men også en tredje klasse – middelklassen eller mellemlagene  – godt nok en klasse som afgav medlemmer til kapitalisterne og arbejderklassen afhængig af konjunkturerne men en væsentlig tredjepart at tage hensyn til. Studiekredsen bestod mest af os nye fortrinsvis faglige unge. Og der blev  protesteret og henvist til John Reeds bog ”ti dage der rystede verden”, hvor en rødarmist diskuterer netop dette med en intellektuel. Til alle den intellektuelles argumenter havde rødarmisten kun dette svar: Jeg ved blot at der er to klasser. Han havde det ikke nemt den studiekredsholder men han fik mig interesseret i at studere videre omkring marxismen.

Jeg husker også et par aktioner mod det spanske konsulat pga. undertrykkelsen mod det spanske folk og kommunisterne i Spanien. En spansk kommunist Grimau blev garotteret af Franco. Husker ikke om det lige var det men det var det jo nok. Og modstanden mod militært samarbejde med Vesttyskland og NATO. Der var en demonstration i Randers som jeg ikke kom med til måske fordi min far frygtede ballade. Han tog med sammen med de andre faglige og blev overdænget og hånet af højreorienterede unge fra Politiets Ungdomklub, på torvet i Randers. Carl Scharberg ledede demonstrationen og opfordrede til at man forholdt sig i ro og synge ”we shall overcome”. En af mine fars arbejdskammerater var bokser og han trådte ud af rækkerne og fandt de værste ballademager og så fik de stryg. Så trådte han pænt tilbage igen i rækkerne. Sådan var der vist flere der gjorde.

Jeg begyndte også at omgås flere som var medlem både af DKU og  DKP. Der var en maler som hed Kaj. Han havde vistnok været formand og han var dygtig til at lære mig noget politisk. Vi omgikkes hans venner som både var partimedlemmer og sympatisører. Drak øl til langt ude på natten og diskuterede og festede. Engang tog Kaj og jeg og flere andre til et landsmøde i København. Vi tog natdamperen fra Århus havn kl. 24 og nåede frem om morgenen. Natten gik mest med at drikke bajere. Da vi travede ned mod Dr. Tværgade fik Kaj øje på en tam due. Sikkert på Rådhuspladsen. Greb den og gemte den på maven. Da landsmødet gik i gang slap Kaj duen løs til stor moro for os andre og vrede blikke fra den centrale ledelse. Det er en fredsdue sagde Kaj. Der var sådan noget Jens Jørgen Thorsen over ham.

 

Faglig Ungdom

I 1966 kom jeg i lære som typograf og det var fra starten klart at så skulle jeg i lærlingeklub og gøre mig gældende som kommunist. Der var efterhånden kommet flere til DKU. Især faglige maskinarbejder lærlinge. En af dem var oven i købet blevet formand for Faglig Ungdom som ellers var domineret af DSU. Men DSU havde vistnok ingen kvalificerede kandidater så man tog Steffen Schou  (tror jeg han hed) oven i købet ved et fredsvalg mener jeg. Ham mødte jeg faktisk ikke ret tit. Husker ham ikke rigtig. Derimod lærte jeg Per Kristensen at kende. Maskinarbejderlærling og en fremragende organisator og strateg på det faglige område. Omkring ham en kreds af andre DKU maskinarbejder lærlinge hvoraf jeg husker Per Hyllested. De kom til at spille en ledende rolle i årene frem. Per Kristensen fik fat i mig og meddelte mig at Typografernes Ungdomsafdeling havde generalforsamling den og den dato. Jeg skulle  møde op og give mit besyv. Ikke være for kritisk men positiv. Melde mig til bestyrelsen ved valg og så ordnede resten sig. Han ville snakke med Kaj, den socialdemokratiske  svenderepræsentant i Typografernes Ungdomsafdeling, så han var opmærksom på den unge mand der var vaks ved havelågen. Per Kristensen talte brysk og gik rundt i en lang læderjakke a la kommisærsnittet og han var en udpræget kommisærtype. Han brændte for sagen og tålte ikke rigtig modsigelser.

Jeg gik hjem og snakkede med min far om sagen. Han var fagforeningsvant fra Smedenes Fagforening og havde været tillidsmand. Han skrev min tale til generalforsamlingen. Men jeg droppede den fordi den var fyldt med formuleringer, som jeg ikke kendte eller kunne forsvare. Jeg skrev en selv. Den blev aldrig holdt for på mødet var jeg så nervøs og stammende at jeg næppe kunne sige mit eget navn. Jeg meldte mig som kandidat til bestyrelsen og da de manglede emner og Kaj smilede glad til mig da han hørte mit navn (Per havde snakket med ham og nævnt mit navn). Så jeg blev valgt ind. Den bestyrelsespost gav så mulighed for at blive valgt ind i Faglig Ungdoms bestyrelse, hvor jeg blev sekretær. Efterhånden var det en ren DKU bestyrelse i Faglig Ungdom med Per Kristensen i spidsen. Det holdt i mange år. Via mit arbejde i Faglig Ungdom var jeg med til at skrive og redigere et fælles blad som Faglig Ungdom og Frit Forum (socialdemokratiske studenterorganisation) udgav. Det hed NB. Jeg var med til at lave et par numre og relancerede bladet rent typografisk. Det har været i 1968 og jeg sad sammen med en socialdemokratisk polit. studerende ved navn Svend Auken og redigerede og skrev bladet. Han skrev om ungdomsoprøret i Frankrig og sammen lavede vi et tema om socialdemokratisk boligpolitik, hvor jeg fremskaffede billeder fra Land og Folk om politi og bulldozere mod slumstormerne i Sofiegården og han garnerede det med citater fra netop socialdemokratiets boligpolitik.  De gode programformuleringer blev her sat op mod den førte socialdemokratiske praksis.  Det viste hulheden og løgnagtigheden i den førte socialdemokratiske politik i København. Det var et hak i tuden til socialdemokraterne fordi Edel Saunte, som beordrede politiet ind, var socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation og dermed ansvarlig for boligområdet i København. Svend var ikke bange af sig når han blev oprørt og syntes det var uanstændigt. Jeg kom i Svends hjem et par gange og morede mig lidt over at hans reolsystem var en masse tomme træ ølkasser. Den ide kopierede jeg selv senere og det blev jo også kendetegnende for mange studerendes hjem. De havde ikke mange penge. Jeg kan også ved at kikke i de gamle blade, se at jeg har signeret en artikel om hvad ungdomsoprøret handlede om. Et opgør med det materielle indoktrinerende samfund.

 

 

Ungdomsoprøret

I skoletiden havde jeg hørt Beatles og Stones og i ungdomsklubben spillede de lokale Dragon Five, som jeg kendte fra skolen og omegn. Med i den kreds var også Lars Muhl, som senere spillede i et Århus top band Daisy og videre lavede solo karriere. Vi diskuterede ofte politik og filosofi. I dag er han forfatter af spirituelle bøger.

Min lillebror Torben som er halvanden år yngre end mig, gik i klassen under mig. Fra den klasse fik jeg venner især Lasse Nielsen – en anden søn af en kommunist. Torben udviklede sig også til kommunist og meldte sig ind i DKU sammen med Lasse. Vi udviklede efterhånden en hel gruppe med fælles interesse i musik og politik. For Lasses og mit vedkommende var det kombineret med hashrygning. Torben prøvede det en enkelt gang men tog så afstand fra det. Det var kontra-revolutinært at ryge hash. Så vi dannede nye vennekredse. Torben kom også i lære som typograf og blev faglig aktiv.

Strange days has found us som Doors sang og når vi røg en pibe hash så blev den musik pludselig en stor oplevelse med flere lag i sig afhængig af hvilke instrumenter man fokuserede på. Og musikken formidlede det nye ungdomsoprørske signal. Tune in and drop out. Jeg husker at jeg diskuterede det i DKU med Mogens Laursen som var jazz fanatiker og han afviste totalt beatmusikken. Men jeg syntes Eik Skaløe fra Steppeulvene havde ret når han sagde at fremtidens skrivemaskine var en elektrisk guitar. Og jeg hørte Dylan – som på mange områder blev lydsporet til mit livs film. Og de første Dylan tekster var så kryptiske at dem kunne vi få  lang tid til at gå med og lægge en masse fortolkninger i dem.

Torben havde fået en DKU ven som hed Jan Abild og de to dyrkede den ældre DKUer Mogens Laursen, som deres politiske forebillede og delte hans smag for gammel jazz. Mogens betragtede de to som hans kronprinse i DKU og tog dem under sine beskyttende vinger. Han brød sig ikke om at de også havde mig som ven – jeg var en flipper og ikke politisk rettroende. Mogens var også i kommissærlæderjakke og han prøvede at få dem til at bryde med mig ellers kunne de ikke blive kronprinse og få en gloværdig karriere i DKU. Men det ville min bror ikke. Der gik grænsen. Så der blev ikke noget af det kronprinseri. Men jeg undrede mig over den uhyrlighed, som jeg oplevede at det var, at presse min bror til at bryde med mig. Der begyndte en tid med en del ukammeratlighed i DKU. Jeg tog det ret personligt men opdagede først senere at det mere var min begejstring for ungdomsoprør og udenomsparlamentarisk virksomhed, der mishagede og ikke direkte mig som person.  Men jeg følte mig forstødt og persona non grata.

Jeg opsøgte Provoerne i Rådhusparken – en slags anarkistiske politiske flippere og diskuterede med dem. Jeg deltog i demonstration for et ungdomshus og var med til at besætte og overnatte i en kirke i Århus. Jeg så folk blive løbet op af politiet i Skolegade. Blive peget ud af politiet og få knippel. Og jeg løb bare stærkt. Vi fik en saneringsmoden ejendom i Telefonsmøgen. Kredsen bag ungdomshuset havde krævet penge til aktiviteter og hjælp mod narkotikaen, som strømmede til Århus dengang. Men vi fik 5 dunke petroleum og måtte klare resten selv. Den ejendom sumpede totalt til i junk og alle de aktive søgte væk.

I en periode koncentrede narkopolitiet  I Århus sig om at stoppe hashhandlen og der var ikke et gram hash at få i hele byen i et helt år. Derimod kom der morfinbase og speed. Det interesserede ikke narkopolitiet i så høj grad. Man havde indtryk af at de vendte det blinde øje til og Ungdomshuset i Telefonsmøgen endte som en junkhule. Byens borgerlige avis Århus Stiftstidende, som var imod at der blev et ungdomshus fra starten kunne triumferende vise billeder af madrasser og sprøjter og sige: ”Sådan endte det ungdomshus”. Politiet var også fra starten imod huset og for mig er det den dag i dag uafklaret om den førte indsats mod hash og ikke narkoen var et led i at fortælle politikerne at der skulle føres en hård politik mod hash. For som man sagde: hash fører til hård narko. Ja det gjorde det når man gang på gang prøvede at få hash men kun kunne få junk. Jeg så det ske utallige gange.

 

 

Ud af det faglige arbejde

Lidt sideløbende med dette fortsatte jeg mit faglige arbejde. I Typografernes Ungdomsafdelings bestyrelse fandt de hurtig ud af at jeg var mere kommunist end de brød sig om. Selv svenderepræsentanten Kaj fortrød at han fik mig ind. Jeg ville have faglig aktivitet og oplysning og ikke bare fester eller besøg på bryggerierne. Og det var jo ikke meningen med hyggeklubben for typograflærlinge. Da der kom en ny generalforsamling var jeg uforberedt på det angreb som kom på min person. Generalforsamlingen gik fredeligt nok men ved valget skete der noget. Svenderepræsentanten ville ikke anbefale mig til bestyrelsen fordi jeg var kommunist. Og dermed gik ind for de forhold der var i Sovjetunionen. Per Kristensen fra DKU og formand for Faglig Ungdom var med til mødet og forsvarede mig. Han nævnte at der i Typografernes Fagforening stod i formålsparagraffen at de gik ind for socialistiske forhold og ingen kunne vel benægte at det gjorde kommunisterne også. Men det hjalp ingenting. De havde mobiliseret i DSU blandt typograflærlinge og de nye hoveder jeg så var troppet sammen for at få mig ud og ud røg jeg. Svenderepræsentanten der havde ført kniven holdt en pæn tale om min indsats og tak for det og jeg sagde under hele talen: sæt dig Kaj – sæt dig ned og hold din kæft. Det gjorde han så lettere betuttet.

Så begyndte jeg at mobilisere til næste generalforsamling året efter. Typograflærlinge venner fra mine skoleophold. Vi boede sammen i Herning og i Odense i løbet af lærertiden. Min bror Torben der også var blevet typograf og hans venner. Vi var nok til at lave et kraftigt come-back. Den siddende bestyrelse var klar over dette – først senere opdagede jeg at en af mine støtter også støttede den anden side og var meddeler. Da de efter reglerne  skulle holde ny generalforsamling udskød de det i en tid. Vi rykkede for en dato og pludselig kom den. De havde placeret den på en dato hvor jeg ikke kunne slippe for at overarbejde. Den lokalavis jeg arbejdede på som typograflærling udsendte hvert år et særligt julenummer med mange flere sider og det gav overarbejde lige før deadline. Det vidste bestyrelsen især fordi den ældste lærling på min arbejdsplads var DSUer og kendte hele den siddende bestyrelse. Jeg kunne ikke sige nej til overarbejde uden at skabe uoverstigelige problemer i fht. de andre svende i fremtiden. Jeg kunne ikke komme. Og jeg var hovedpersonen der skulle ind i bestyrelsen og føre ordet. Jeg instruererede min bror som mødte frem. Jeg mener ikke det lykkedes at vælte bestyrelsen før året efter men da overtog min bror og hans typografvenner fra DKU hele butikken. Men jeg var færdig med det arbejde.

Det skyldes også en anden ting. Selvom jeg blev væltet i Typografernes Ungomsafdeling, så kunne jeg fortsætte perioden ud som sekretær i Faglig Ungdom. DKUerne sad stort set på det hele og vi var meget kæphøje især når vi festede i Mejlgade. Jeg blandede lidt malurt i bægeret under en fest og sagde at årsagen til at vi fik lov til at blive siddende var at vi var lige så gode socialdemokrater som de andre. Jeg syntes nemlig at vi profilerede os for lidt som kommunister og brugte al tid på at organisere og holde på pladserne. Det blev ikke glemt at jeg ikke var overbevist nok og da en ny generalforsamling nærmede sig anbefalede Per Kristensen mig at jeg ikke opstillede. Jeg var kørt træt så det accepterede jeg. Men det at blive gået i den kreds af DKU faglige som efterhånden ledede alt i det faglige og DKU betød at jeg ikke mere kunne regne med støtte herfra. Jeg stod alene – isoleret fra det faglige arbejde og politisk med afvigende meninger om ungdomsoprør og også i konfrontation med det marxistiske ortodoksi, som bredte sig i og med skolingen blev intensiveret og målrettet.

Men inden jeg forlod skuden var der endnu en bestyrelse, jeg skulle ryge ud af. Nemlig DKUs afdelingsbestyrelse. Jeg var kommet i bestyrelsen sammen med en Peter Bo – en lidt anarkistisk type.

Ved vores fester i DKU dukkede der et par piger op som sad i en krog og røg lidt hash. Peter Bo og jeg røg også men vi gik udenfor. De andre vidste det selvfølgelig og så lidt skævt til os. Men på det tidspunkt havde en kongres i DKU vedtaget at gå ind for fri hash så vi ovetrådte ikke vores vedtagelser. Samtidig var resten af bestyrelsen temmelig alkoholiserede og sad ustandselig på møder og bestyrelsesmøder og drak sig fulde. Nu forlangte flertallet af bestyrelsen (alkoholdet) at vi skulle forbyde hash til vores fester. Vi protesterede og henviste til kongressen. Det måtte de bøje sig for. Så forlangte de at bestyrelsen ikke røg hash. Peter Bo protesterede og jeg stillede ændringsforslag om samtidig forbud mod øl og hash i bestyrelsen. Den var alkoholdet ikke glade for. Det endte med at Peter Bo trak sig og jeg valgte at gøre det samme kort tid efter. Vi kunne ikke sidde sammen med de andre i bestyrelsen. Tilliden var væk..

Flere år efter kom jeg til at arbejde med Peter Bo, som uddannede sig som socialpædagog og ledede ”Herfra og Videre” på Christiania, hvorfra man sendte narkomaner på nedtrapning i Thy. Han var en af initiativtagerne til Folkebevægelsen Mod hårde stoffer, som jeg arbejdede med i. Men derom senere…

Ude af det faglige arbejde og ude af DKUs bestyrelse. Jeg fortsatte med at komme sporadisk i DKU og til indsamlingerne men det blev mere og mere sjældent. Det skal dog nævnes at jeg fik kontakt med nogle DKPer, som hed Åge og Kirsten og som boede i partiejendommen i Mejlgade. Åge var på værftet og kendte min far. Han kom fra Fyn – Nyborg eller Svendborg. Jeg sad tit sammen med ham og konen og snakkede. Vi drak spandevis af kaffe og Ågemand (som konen kaldte ham) fik en snaps. Han var modstander af hash men en hyggelig fætter med masser af historier. Han kendte fra Nyborg DKU en John Max Pedersen, som nærede sympati for Kina og Åge fik udvirket at han kom og fortalte om Kina i DKPs lokaler. John Max Pedersen var DKPer til 1967, så han kan sagtens være medlem da mødet fandt sted men han var helt afgjort på kollisionskurs  med DKP. John Max Pedersen var en benhård type som ikke kunne lide DKP, som han kaldte revisionistisk. Han var maoist og klart indstillet på at vi skulle bryde med DKP. Det fik han nu ikke noget ud af men der blev nogen bestyrtelse i DKPs  lokalledelse da de opdagede at mødet havde fundet sted. John Max Pedersen blev senere arbejderforfatter og skrev bøger fra arbejdspladserne. Også en fra Århus Flydedok, som var en nøgleroman hvor let genkendelige DKP typer afbildes. Således i novellen ”Et ualmindelig dumt svin”. Den var jo sjov at læse fordi den afbildede DKPer  i partiet kaldet Mini.Marx  blev beskrevet som en indsmigrende type der førte sig frem ved at fedte og klappe på ryggen. Jeg kunne godt genkende portrættet af manden. John Max Pedersen gik senere ind i DKP-ML men tog siden afstand fra maoismen. Han døde i 1992 50 år gammel. Stalinist til det sidste.

Og maoismen poppede op igen da jeg lærte en norsk pige at kende. Hun gav mig Maos lille røde og mens jeg besøgte hende fik hun besøg af Amdi Pedersen – ham som skabte Tvind. Det var aldrig i alvorlig overvejelse at skifte over til maoismen men i de år var den lille røde umådelig populær selvom den ikke var standard lekture i DKP.

 

When the music is your only friend

Jeg vendte nu mere tilbage til de kredse, hvor vi var optaget af at høre musik og ryge hash. Første gang jeg oplevede hash – uden dog selv at prøve det – var i DDR.

Jeg havde været i Pionierlejr  Prerow som dreng og som ung i starten af 60erne kom jeg i en ungdomslejr i Graal Muritz også ved Østersøkysten i DDR. Lejren var åben for alle unge fra Vesten – ikke bare kommunister. Her oplevede jeg svenske anarkister åbenlyst sælge deres blad Brand og der var mange forskellige holdninger repræsenteret. Også en gruppe unge lærlinge DKUerer fra BW skibsværft. Dem sad vi og snakkede med og pludselig kom der den der karakteristiske lugt af hash. Jeg prøvede det ikke. Lejren var i øvrigt uden ret meget andet indhold end druk. Efter sigende røg der en til udpumpning daglig på det lokale Krankhaus i lejren. Nok et overdrevent rygte men der blev drukket meget. En højtstående russisk officer skridtede lejren af og besøgte vores soldatertelt. Han bemærkede at for hver strop i indgangen, hang der en tom flaske. Han kunne kun russisk men jeg forstod nok at han sagde ”godt, godt” med et stort smil. Det var noget der passede ham. Østtyskerne var knap så begejstrede og næste år var tilgangen til lejren mere kontrolleret. Ikke åben mere. 

Anden gang jeg oplevede det var da jeg sammen med maler Kaj besøgte nogle politiske venner – en fotograf og hans kæreste Ida. Inde på hendes værelse spillede hun den helt nye Steppeulv plade Hip og røg hash men heller ikke her tog jeg mod til mig. Tredje gang var da min ven Peter – hvis far ledede KunstAkademiet i Århus kom og tilbød mig det. Han havde fået det af hippimiljøet blandt de unge kunstmalere. Så prøvede vi det og blev høje og grinede.

Min ven Lasse fra skolen var fulgt med over i DKU selvom han først senere blev egentlig aktiv der. Vi gik meget i byen og var sammen med andre unge, der røg hash. Vi kom i Boom og hørte b.la. Pink Floyd og Yardsbirds som senere udviklede sig til Led Zeppelin. Vi gik i Stakladen og hørte Alrune Rod og Country Joe and the Fish og vi gik i Vejlby Risskov hallen og hørte Rolling Stones,  Jimi Hendrix (kort koncert) og en stor Pink Floyd koncert igen. Til al det røg vi gerne hash men efterhånden tog det over og blev hyppigere. Vi kom sammen i en lille lejlighed eller et værelse hos en pusher og røg med. For mit vedkommende kunne jeg mærke at hvis jeg ikke satte pejlemærker ind, så kunne jeg nemt havne i et ødelæggende misbrug. Jeg ville ikke lade hash forhindre at jeg blev færdig udlært som typograf. Jeg ville ikke pushe og jeg ville ikke ryge hverdag. Det lykkedes at holde det på afstand på den måde. Udover dette ville jeg ikke blive sløv og apolitisk. Men uden disse mål tror jeg nok at jeg var røget længere ud i misbruget.

Jeg gik også til behandling imod stammen hos en talepædagog Viktor Bloch. Han lærte mig acceptmetoden dvs. overvinde sin angst for at stamme ved at acceptere den og dermed nedbringe den. Det kunne jeg godt lide så den metode købte og praktiserede  jeg. Bloch var fhv. DKPer fra 30erne og kulturradikal i kredsen omkring PH osv. Han havde også huset modstandsfolk under krigen. Vi diskuterede meget og fra ham fik jeg indsigt i hvorfor han brød med DKP. Først og fremmest pga. modvilje mod stalinismen og processerne. Det havde jeg aldrig hørt om før og studerede dem. Min naive troskyldighed mht. Sovjet og Stalin fik et grundskud.

Via selvstudium studerede jeg politisk økonomi . Marx og Engels historisk materialisme. Lenin osv. Det er betød meget fra mig var en præsentation af Marx teorier om fremmedgørelse præsenteret af Joachim Israel. Nu forstod jeg hvordan alle menneskelige relationer tingsligøres, markedssættes og sælges. Og nu forstod jeg også hvorfor min stammen gjorde mig til en dårligere vare. Stemmen er en vigtig del af mennesket mht at få kontakt og skabt sympati og der var jeg lidt ligesom på et uartikuleret plan når min tale hang fast i halsen. Men jeg ville ikke undergive mig markedets eller andres vurdering af mig. Hvis jeg kunne acceptere mig selv så var det fint nok. Så det arbejdede jeg på via indsigt i politikken. Hvis politik og filosofi kunne give mig et overblik så var jeg ikke hjælpeløs.

Viktor Blochs metode og min egen politik hjalp mig udover min stammen. Ikke at den forsvandt den blev bare ikke væsentlig for mig mere. Jeg sagde engang til Bloch at jeg mente at grunden til at jeg aldrig holdt mund selvom jeg stammede var fordi jeg havde et budskab som var vigtigere end mig selv. Nemlig kampen for noget bedre. Jeg fortalte Bloch at jeg havde prøvet hash og en enkelt gang LSD. Det forbavsende for mig var at et LSD trip fik min stammen væk – total væk – det døgn det varede. Men så kom det igen. Men efter at jeg i hele mit talte liv kun havde stammet oplevede jeg 24 timer uden stammen og det gav mig håb om at det kunne forsvinde totalt. Bloch syntes det lød interessant og nævnte et forsøg i New York hvor 10 alkoholikere fik LSD for at kurere dem for alkoholismen. Det var før LSD blev forbudt som forskning i USA. Kun 1 af alkoholikerne stoppede men 3 af dem var tilfældigvis stammere og de holdt alle op med at stamme. Så man havde overvejet om LSD kunne bruges i stammebehandlingen. Men så blev LSD forbudt.

Det var nok også en risikabel affære, for jeg så flere som tog LSD som fik ”bad trips” og havde brug for psykiatrisk hjælp bagefter. Men mig hjalp det altså.

 

Thy-lejren i 1970

I 1970 tog Lasse og jeg til den store Thy-lejr. Vi kørte fra Århus på vores knallerter. Lasse på en VeloSolex og jeg på en Disella. Jeg havde sovepose og telt pakket op bagpå så jeg sad som i stol med ryglæn. Ligesom filmen Easy Rider, som vi lige havde set. Lasse noget handicappet af den VeloSolex som skulle cykles i gang. Det var en skøn tur derop og vi gjorde holdt ved en mose ved Limfjorden, hvor Lasse havde familie som havde indrettet et sommerhus i en jernbanevogn. Han vidste hvor nøglen lå. På vej derhen løb Lasses knallert tør for benzin og vi måtte åbne en flaske vin og drikke den for at få en tom flaske til at tappe benzin fra min knallert over i hans. Da vi nåede frem var der lys i hytten og hele Lasses nordjydske familie –mest bønder sad og spiste wienerbrød. De blev lidt overraskede over at se to langhårede hippier fra Århus på tur nordpå. ”I skal vel op o ryge hash i Thy-lejren” sagde de og jo det skulle vi vel. Vi overnattede og drog videre over Mors til en anden slægtning til Lasse og derpå direkte til Frøstrup lejren.

Vi indrettede os i lejren og efterhånden kom der flere bekendte fra Århus og mit lille 6 mands telt blev for lille. Så byggede vi en tippi af granrafter som vi bare kunne bruge. Mit telt blev skåret op og brugt som beklædning. Her var der plads til 10-12 mennesker. Her hørte vi musik – diskuterede besættelse af Hjardemål Kirke – Mødte Det Ny Samfund fra København, som stod bag lejren osv. Vi tilbragte 2-3 skæve uger i sommerferien før vi drog hjem igen. Jeg skulle hjem og til svendeprøve i efterråret.

 

Læretiden overstået og til København

Jeg klarede svendeprøven selvom min lærested var et elendigt lærested. En lærlingefabrik. Med lidt hjælp fra Ole min typograf lærlingeven gik det igennem.

Min læretid havde været  et helvede. Et lille bogtrykkeri der udgav en ugeavis og lidt småtryksager. Jeg fik slet ikke den variation af opgaver som faget krævede. Det var der ikke mange af os der fik. Hertil kom at mester og søn arbejdede sammen og de var begge kolerikere og skændtes hele tiden og afreagerede på os lærlinge. Da jeg meldte mig i lærlingeklub og snakkede med fagforeningen fik jeg gode råd. Jeg begyndte at stille krav og resten af læretiden var der fægtninger hele tiden. Engang fandt jeg ud af at vi havde fået en fridag i overenskomsten og det var ingen på arbejdspladsen klar over. Jeg meddelte de andre det og de spurgte om jeg var sikker. Jeg tjekkede i fagforening. Jo den var god nok. Så næste dag blev vi hjemme selvom jeg mente vi burde meddele mester at vi havde fri. Men nej, nu var de to svende og den anden lærling kålhøgen og sagde at det måtte mester da selv vide. Da vi kom igen næste dag var mester rødglødende og sagde at ingen andre trykkerier havde holdt fri. Han kikkede på mig og sagde at han vidste at jeg stod bag og det skulle koste mig lærepladsen. Jeg var noget blegnæbbet da jeg ringede til fagforeningen men de sagde at vi havde haft ret til en fridag og når de andre ikke holdt den var det fordi de ikke var opmærksomme på det. Så nu bad de mesternes altså arbejdsgiverne for den grafiske branche i Århus om at sende ud til deres medlemmer at der var en fridag som skulle holdes og i øvrigt sætte min mester på plads. Så kom min mester og sagde. I havde ret til en fridag. Og gik sur igen. Men jeg beholdt pladsen men resten af tiden vogtede de nøje på at jeg passede mit arbejde ellers røg jeg ud. Forholdet til de to svende var rimeligt men forholdet til den ældste lærling – som var DSUer var dårligt – Han var luddoven og læssede alt det dårlige arbejde over på mig. Selv tog han det interessante eller fedtede sig ind hos svenden. En dag returnerede jeg det arbejde han gav mig og sagde at jeg havde hørt svenden sige at han skulle lave det arbejde. ”Leif – knægten siger at han ikke vil lave det arbejde” Svenden som hed Leif kikkede og sagde ”Det må I selv klare”. Ældste lærlingen gav mig truende det omtalte arbejde og kommanderede mig i gang. Jeg sagde ”OK – jeg laver det men efter arbejdstid så skal vi to lige snakke sammen”. Truer du mig sagde han. Jeg var iskold og rasende og sagde ”Du er større end mig men du er for fed og langsom – måske får jeg tæsk men det får du også”. Så blev han ræd og lavede selv det omtalte arbejde. Fra da af var det slut med hans uddeling af arbejde. Jeg fandt mig ikke i dobbelt undertrykkelse – fra arbejdsgiverne og fra kollegaerne.  Da jeg blev ældste lærling fik vi en ny lærling og ham behandlede jeg ordentligt men det misforstod han og begyndte at udnytte mig. Så var det lidt slut med det. Jeg havde også langt hår og det irriterede en af svendene og en dag sneg han sig ind på mig og klippede en tot af mit hår. Jeg blev rasende og for ned til mester og anmeldte overfaldet. Han mente at jeg selv var ude om det pga mit lange hår som han flere gange havde tilbudt at betale en klipning til. Det var de stiklinger fra mester, som svenden havde reageret på i dum kådhed. Jeg svarede at han som mester skulle beskytte min ære og helbred mod overgreb fra svendene. Det stod i lærlingeloven. Jeg kendte den lov som min egen bukselomme og hvis han ikke greb ind ville der komme en politianmeldelse mod svenden og jeg ville kontakte fagforeningen. Så måtte han påtale det for svenden der gav en undskyldning og tilbød mig penge. Han var helt knust. Jeg fik til en klipning – resten af pengene ville jeg ikke tage imod. Så blev håret rettet lidt til og jeg fik lov at have mit hår i fred fremover.

Jeg var lettet da svendeprøven gik igennem men desværre var der intet arbejde i byen at få. Mester sagde jeg kunne blive til ”ungsvendeløn” dvs. væsentlig under tariffen. Den røg jeg i fagforeningen med og de sagde at der sgu da ikke var noget der hed ungsvendeløn. Først laver de en dårlig læreplads. Så siger de at man bagefter ikke er lige så god som de andre svende men skal lære mere og derfor får mindre i løn. Bondefangerkneb. Nå men de tilrådede mig at blive for at blive understøttelsesberettiget og prøve at få en højere løn. Så skulle de nok sende bud når der var plads andre steder i byen. Jeg fik forhandlet mig noget højere op i løn og blev der i 2 måneder. Så fandt fagforeningen en plads på en af de store virksomheder hvor min bror også arbejdede som klærling. Der var jeg kun 2 måneder fordi så ville jeg på højskole. I januar 1971 tog jeg på Venstre Ungdoms Højskole Breidablik i  Gl. Holte. Der var nu ikke nogle smarte Venstre Ungdom der. Programmet var udpræget kreativt og eleverne var mest fra København og der var mange hippier og folk som socialkontorerne havde sendt.

 

På højsskole

Lasse ville med på højskole. I et stykke tid havde vi boet to sammen på mit noget større værelse  i Åbyhøj end det han havde på Trøjborg . Nu overtog han det værelse men uden at spørge ejeren. Men ham der havde huset hvor værelses lå opdagede det jo selvfølgelig og Lasse røg ud og jeg blev opsagt. Nu havde Lasse ikke noget hjem og jeg havde heller ikke noget at vende tilbage til.

Jeg var taget på højskole sammen  med en anden af  Lasse og mine venner som hed Bent. Ham havde vi kendt i årevis og gået sammen med. Men efter et par dage dukkede Lasse op på højskolen og havde fået ordnet det sådan at han kunne være med – Jeg tror bistandskontoret ordnede det. Lasse, Bent og Jeg. Det gode trekløver sammen i 4 måneder. Det var rigtig fedt at komme hjemmefra. Vi dyrkede foto, kunst og litteratur og gik ture og festede meget det sidste. Tilsidst kom der stofvenner på besøg fra København til nogle af kursisterne og det blev lige lidt for meget. Så det stoppede vi selv. Skolen blev ledet af Walther Dalland som var en socialliberal historiker og gymnasielærer. Lærerstaben var kunstnere, litterater og økonomer. Alle mere eller mindre venner med Walther og hans kone Birthe. Oprindelig tror jeg de havde planlagt det sådan mere politisk-økonomisk for VU ungdommen. Men de kom aldrig. Vi kom – venstreorienterede – bolsjevikker – flippere – almindelige unge. Så de lagde det om efter vores ønske. De var sgu situationen voksen og meget rare og søde. De havde faktisk haft et hold før os af samme slags så de kendte til situationen. Men Venstres Ungdom som ejede denne patricier villa med anneks var ikke tilfredse og ville lukke for højskolen. Vi arrangerede en happening på Rådhuspladsen hvor vi begravede den frie højskole. Og kom i avisen. Så ville ejerne inspicere højskolen og hilse på os. Være lidt imødekommende men det lavede vi om til en happening. Hvert besøg på et værelse skulle bruges til at lave sjov med dem. Men ingen provokerende hashrygning. Det gik også fint.

Efter de 4 måneder sluttede vi af ved kommunisternes 1 maj i Fælledparken. Jeg havde fundet en kæreste Leila og i Århus havde jeg ingen bolig så jeg besluttede at blive i København. Lasse og Bent tog hjem igen.

 

Slumstormer på Nørrebro

I første omgang fandt vi et sted at bo i Masnedøgade på Østerbro. Det var en nedlagt fabrik og i den ene hal var der delt op så vi havde 50-60 m2. Førhen havde det været et musiksted for flipperne kaldet Klub 27 men nu boede vi 3-4 mennesker i opdelte rum. Uden kontrakt men alligevel. Jeg fik arbejde ved et lille bogtrykkeri og tjente en god løn. I læretiden og på højskolen var pengene små men nu havde jeg kassen. Vi blev kun kort tid på Østerbro fordi vi fik kontakt til en pige fra højskolen, Tove, hvis bror var flyttet fra en lejlighed i Prinsesssegade på Christianshavn – lige overfor Christiania – men den kom senere. Vi fik nøglerne og rykkede ind. To små værelser på  8-10 m2 hver og et lille køkken. Toilet på gangen. Korridorlejligheder. Slum fra århundredets begyndelse. Den gamle socialist Christian Christensen skrev bogen ”En rabarberdreng vokser op” om hans barndom i netop det kvarter og de lejligheder omkring århundredeskiftet. Dengang boede der familier med 10-12 børn i de små lejligheder. Vi var to. Og i de fleste andre lejligheder boede der unge par og enlige. Billig husleje så det var fint. Men ham der havde boet der var en narkoman som flygtede fra hvad ved jeg? Hele lejligheden var en junkbule med kakkelaker så vi skulle først rense ud og male men så blev det hyggeligt. Så var der huslejen, som jeg var overbevist om ikke var blevet betalt i lang tid. Skrev til udlejeren og bandt ham en historie på ærmet. Udgav mig for at være ham der havde lejet det (den bortrendte junkie)  og sagde at jeg havde været bortrejst i et stykke tid og bedt min søster om at betale husleje men jeg havde en mistanke om at hun ikke havde gjort det så nu ville jeg gerne betale. Jeg fik svar. Jo der skyldes flere måneder og han sendte et par girokort. Jeg betalte straks og hver måned. Så var den i orden. Lasse kom på besøg engang på sin knallert og vi fik snakket og gik en tur i byen på kvarterets værtshuse. Her var Lasse ved at få en røvfuld  fordi han ikke hørte til mens de lokale kendte mig. Jeg boede jo lige deromme i baggården. Nå men Lasse var jo sammen med mig så det gik. Men det var altså nogle lokale værtshuse som ikke var begejstrede for fremmede som ikke hørte til i kvarteret.

Lige overfor hvor jeg boede lå der et militært område Bådsmandsgade Kaserne. Den var forladt og en dag væltede de unge flippere hegnet og rykkede ind.

På det tidspunkt havde jeg fået kontakt til slumstormerne på Nørrebro via en konference til en Septemberoffensiv de ville iværksætte. De slumstormere på Nørrebro var ret organiserede og delvist disciplinerede men de slumstormere som tog Christiania var dem der ikke var plads til på Nørrebro fordi man der kørte kampagner mod narkotika og pushere. Og en masse andre mystiske flippere strømmede ud til Fristaden som den blev kaldt. Jeg gik over og kikkede og overvejede om jeg skulle rykke med men det var for flippet for mig. Ingen fordelingspolitik mht. bolig og behov. En mand med 10 hængelåse tog 10 lejligheder. Nok for at stryge ud og hente vennerne. Og fællesmøderne var et kværulanteri og fantasteri. Det var lidt Thy lejr over det.

Da et slumstormerkollektiv i Tømrergade fik en ledig lejlighed rykkede vi ud i Tømmergården. Da jeg flyttede fra Prinsesssegade meddelte udlejeren mig at han godt var klar over at der var forskellig navn på girokort og folkeregisteret. At jeg ikke var den jeg gav mig ud for at være men at han var ligeglad når bare vi betalte gælden.

Tømmergården var en saneringsmoden opgang i Tømrergade. Lejlighederne var gode nok og i pæne størrelser men socialdemokraterne ville altså have saneret det meste af Nørrebro og rykkede de oprindelige beboer til Ishøj eller Urbanplanen og så slap pengene op. Boligerne stod tomme i årevis og de unge manglede boliger. Slumstorm var løsningen.

 

Bjarne Watkin

Murerlærlingenes Ungdomsafdeling, som havde en formand som slet ikke var murer, Bjarne Watkin, en anarkistisk DKPer, besatte ejendommen og fik støtte fra DKP Nørrebro og gadens øvrige beboere. De fik lov at blive boende. Så fik de kommunen til at betale stillads og materialer hvis de skaffede arbejdskraft til at ordne taget, som var den umiddelbare årsag til kondemneringen. De gjorde kommunen. Bjarne kontaktede Murernes fagforening som satte sine arbejdsløse svende til at lave taget og sendte regningen til kommunen. Bjarne havde jo ikke lovet at betale murerne men kun skaffe dem. Kommunen troede at murerlærlingene selv ville ordne det og dermed spare kommunen for penge. Men Bjarne var genial til at få ting igennem. Han opfandt også det det slogan som Nørrebro Beboeraktion brugte ”Handling gir forvandling!”. Han opfandt Nørrebro Beboeraktion som stod  bag bl.a Byggeren. Han var aktivist om en hals og hadede alle teoretikere. Han døde i april 2008.

En lang historie som jeg vil fortsætte en anden dag